onsdag den 8. maj 2013

Guldmedaljer

VUPTI. Opskriften på mor-Tina's (the queen-bee = min mor's) guldmedaljer. Knasende, sprøde småkager (der alligevel formår at blive godt store, uanset hvor forsigtig du er), som jeg husker dem, der blev stillet frem til eftermiddagskaffen hjemme hos mor og far.
Da jeg sidste gang var på besøg hos mine forældre og sad og kiggede min mors gamle opskriftsamlinger igennem, fandt jeg tilfældigvis opskriften og blev straks ledt tilbage til dengang, hvor glæden ved disse var STOR.


Nu har jeg så selv stået og kreeret dem, og de blev PRÆCIS som jeg husker! Helt sikkert nogle der skal introduceres for mine egne unger en dag, med en forhåbning om at give dem den samme følelse af hygge og kærlighed som jeg helt sikkert har fået med dem.

Til opskriften på guldmedaljerne medfølger en "trøffelcreme" der skal lægges sammen med kagerne. - Jeg vælger ikke at skrive den med, da jeg ikke har afprøvet det og synes, at småkagerne smager fortrinligt uden.
- De er desuden fantastisk gode som tilbehør til is! (Som erstatning for de halvtørre, kedelige vafler man kan købe i enhver discountbutik.)











GULDMEDALJER
(ca. 24 stk., fryseegnet)
150 g smør
200 g sukker
½ dl mælk
35 g havregryn
50 g mandler 
100 g mel 
½ strøget tsk. bagepulver.

Til dejen smuttes mandlerne og hakkes fint. Smørret smeltes i en tykbundet gryde og
heri blandes alle ingredienserne. De røres godt sammen og varmes, men må slet ikke koge. Afkøles et øjeblik inden dejen sættes på en bageplade med bagepapir i små portioner - med god afstand - vha. to teskeer. (Portionerne må endelig ikke (!) være større, da dejen flyder rigtig meget ud under bagning!) Bages midt i ovnen ved 200 grader i ca. 5-7 min, til kagerne er blevet jævnt gyldne.
Tag ud og lad stå i et lille øjeblik til de er blevet faste. Løsn' dem forsigtigt fra papiret
og læg på et fladt underlag. Når de er gennemkolde opbevares de i en kagedåse.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar